Mette Holland, Author, Spiritual Channel and Activator
England, 8 september 2019
Søndag formiddag, på vej til Weary All Hill gik vi vild! Flere gange faktisk! Ingen af os så den åbenlyse sti, der førte derop. Istedet gik vi en stor omvej, endte med at klatre over et hegn, gå over en mark, og til sidst måtte vi bestige en bakke så stejl, at jeg var i tvivl om, hvorvidt alle ville klare det til toppen!
Så snart vi nåede toppen, blev jeg meget berørt. Jeg har ofte følt mig berørt af historien om Josef af Arimethea, Jesus onkel, og handelsrejsende, der rejste rundt med skib til de visdoms- og magtcentre, der fandtes på den tid: Athen, Alexandria, Rom. Han kom ofte til England, bl.a. Tintagel og Glastonbury. Myten siger, at den unge Jesus rejste med ham, og lærte meget på disse rejser, som for ham var studierejser ind i de esoteriske hemmeligheder.... En forberedelse til at kunne bære kristus-lyset inkarneret.
Kristus-bevidsthed er, når vi hver især bærer og udtrykker Sjælens ubetingede kærlighed igennem en fysisk krop. Den ultimative forening af krop og sjæl, stof og ånd! Dette er et mål, alle mennesker på Jorden arbejder hen i mod, uafhængig af tro og religion, ligesom Moder Jord selv arbejder på at blive en Kristus-planet (på makrokosmisk niveau!).
En anden myte siger, at Josef af Arimethea vendte tilbage til England efter korsfæstelsen, og at han havde GRALEN med sig. Her fortsatte han og en gruppe af sjæle med at ankre kristus-lyset på Jorden. Da de ankom, plantede Josef sin stav i Jorden og sagde: We are weary, All!
Når vi bærer vores sjæl og ånd i en fysisk krop, ER VI selv blevet til DEN HELLIGE GRAL....
Jeg bliver berørt, fordi jeg mærker deres desparation og sorg, da de ankom der på bakken. Jeg føler, jeg selv var til stede, og faldt på knæ af sorg, udmattelse og lettelse. Aldrig havde vi forestillet os, at Jesus smukke mission skulle ende sådan...
Efter sigende blomstrede Josefs stav til et tjørnetræ. Disse træer findes der flere af i Glastonbury - både på the Tor og ved Glastonbury Abbey. Træet på Weary All Hill er med tiden blevet hugget ned, så der kun er en symbolsk stump tilbage, som står dekoreret med smukke bånd og bønner.
Jeg blev selvfølgelig nødt til at joke med, at jeg havde ført gruppen ad omveje for at give dem den autentiske følelse af : WE ARE WEARY!!
Ankommet på bakken denne morgen gik jeg direkte hen til det, som er tilbage af tjørnetræet. Igen faldt jeg på knæ og sad længe og hulkede, så kroppen rystede. Jeg lod bare de energier og følelser løbe igennem, som skulle have passage. Det føltes naturligt og befriende. Enkelte venner rykkede nænsomt nærmere.
Til sidst rejste jeg mig, og vi begyndte dagens arbejde. Med smuk udsigt til the Tor i baggrunden. Jeg skulle formidle nogle vigtige emner, men vi skulle også have healing. Blandt andet følte jeg, at vi skulle heales/groundes/kalibreres og aktiveres med de gralsenergier, som allerede var blevet hentet ved Montsegur, Luxor, og Montserrat tidligere på året og året før.
Hvorfor vidste jeg ikke på dette tidspunkt, men det var følelsen af, at gralsrejserne og energierne hang sammen. Senere på turen begyndte vi at spore os ind på, at Glastonbury Tor holder en Supergral, der forener andre gralsenergier, som er blevet ankret af lysgrupper rundt om på Jorden. Denne supergral videresender så energien til jordens grid via de 12 energilinier, der mødes på toppen af the Tor, midt i Michaelstårnet.
Det føles som syntesen af alle spirituelle impulser og energier, der arbejder sammen for at bringe den ny verdensimpuls ind på Jorden. Et kæmpe netværks-samarbejde på de indre planer!
En ny verdensimpuls, der forener og rummer alle sandheder, og ved at alt har sin plads i verdensaltet. En impuls der ærer LIVET og FRIHEDEN, og som VED, at alle væsner er lige værdige, lige elsket, lige værdsat, lige nødvendige, hvorend i det evige spiralkredsløb de befinder sig! Høj som lav : regnorm, amøbe, partikel, plante, blomst eller træ, stjerne, engel eller opstegen mester - det er lige godt! Det er bare stadier, som vi alle skal igennem.
Alle står vi på forskellige trin i dette spiralkredsløb - hver har vi en opgave i at indtage den plads, som er vores, på det trin, vi hver især står på, så autentisk og oprigtigt som muligt! Og så ellers undlade at sammenligne os, ophøje eller kritisere, misunde eller dømme andres vej og trin.
ALLE er præcis, hvor de skal være, og ALT er godt!
~ Mette Holland