Avebury og Stjernerne

Stjerneoprindelse og Avebury

Onsdag d. 11. september skulle vi til Avebury - endnu et af mine yndlingssteder, både pga de kæmpe sten, som man må røre ved, men også pga fantastiske, levende træer, og en lille beskeden kirke som bare rører ved noget dybt i mig.

Dagen starter med en samling, hvor jeg skal give gruppen et par beskeder om at lade processerne arbejde. Mange er i proces – og de kan være hårde på sådan en gralsrejse. Jeg beroliger med, at tingene har det med at falde på plads til sidst.

Vi er en stor gruppe på 24 mand - og jeg har hjemmefra meldt ud, at hver enkel har ansvar for egen proces, da vi er samlet omkring et fælles gralsarbejde. Samtidig har det undervejs været en udfordring at samle 24 mennesker, især når vi er meget ude i naturen. Så jeg minder dem om, at alle har et ansvar for at få det til at lykkedes, hvis man ønsker at være med til samlingerne.

Jeg er selv i proces, og ryster indeni, imedens jeg taler til gruppen, som denne dag står (ekstra) musestille. Jeg tror, der er noget i energien, der er kommet over os. Jeg udtrykker nu et ønske for, at vi alle går ind i kirken St James i Avebury, og bare sidder i stilhed. En kirke, som jeg føler en særlig forbindelse til, uden at vide hvorfor.

Vi går derind i stilhed, næsten i procession. Der er en tempelridder-ånd over mange af os. To stærke kvinder viger ikke fra min side, og de sætter sig i kirken på hver side af mig. Knap har jeg sat mig, før jeg bøjer hovedet og græder. Sådan sidder jeg længe. For to år siden sad jeg på den samme bænk og fik en tilsvarende reaktion. Samtidig mærker jeg healing, der strømmer ind oppefra en anden dimension. Jeg føler mig tyndslidt og nedbrudt - ikke mindst fordi året op til rejsen har bragt umådelige udfordringer. Men gråden forløser og jeg ved heldigvis indeni, at jeg er i bedring og at det kun vil lysne forude. At udfordringerne har hængt sammen med netop denne rejse og gralsarbejdet, vi skal stå til rådighed for.

Da jeg efter en stund træder ud af kirken igen, venter enkelte af deltagerne udenfor. Pia fortæller, at hun havde oplevet et liv, hvor hun som tempelridder havde eskorteret mig ind i kirken. Hvor jeg var helt ødelagt og skulle have healing.

Interessant! Senere på dagen sneg jeg mig tilbage ind i kirken, og mærkede nu selv, at det var Cathari - den katharkvinde, der blev sendt afsted fra Montsegur i 1244 med del af gralens energi gemt inde i sig - der var kommet her til Avebury. Efter at en engelsk tempelridder-orden havde sendt et redningshold afsted efter hende. Hun sad nemlig fanget i Castel de Foix i Frankrig i en del år.

Jeg havde ikke regnet med, at Cathari ville dukke op på denne rejse. Men selvfølgelig! Det var jo også ved Montsegur i april 2018, at jeg først havde mærket gralsrejserne, og særligt det forstående arbejde i England! Pludselig mærkede jeg tydeligt, hvor mange af tempelridderne som var med i ånden på denne rejse. Og hvordan vi sammen havde fortsat arbejdet med at beskytte og videregive gralskoderne. Sikke en følelse af taknemmelighed og dyb mening! 

Avebury er den største stencirkel i verden, med kæmpe sten i alle mulige mærkelige former. Som om hver sten har sin egen personlighed. Ligeledes er Avebury et sted, hvor kontakten til stjernerne mærkes tydeligt, og hvor Ashtar kommandoen kommer stærkt og klart igennem!

Da vi går fra kirken ud til stenene, er det igen med følelsen af, at nogle af os går i procession, fra det inderste tempelridder-råd dengang. Ved stenene lokaliserer vi hurtigt to sten, der kalder. De får mig til at tænke på Kongen og Dronningen. Vi går derhen, danner en cirkel og begynder arbejdet. Jeg kan ærligt talt ikke huske, hvad vi lavede den dag. Jo, vi kaldte gralsenergien fra the Tor og fra Merlins Hule ind. Og vi kaldte på Ashtar og alle stjernerne for at få aktiveret vores stjerneoprindelse. Det var en rørende oplevelse af, at jo mere vi får ankret vores hjemenergier fra stjerner og andre dimensioner, jo mere grounded bliver vi her på Jorden. Så føler vi os hjemme i os selv, hvor end vi befinder os i universet.

Om morgenen før afgang havde jeg kort været på besøg hos elverstenen på the Tor. Her havde jeg fået fornemmelsen af stjernekoder og spiraler, der skulle udveksles mellem himmel og jord. Igennem os, fordi vi er inkarneret fysisk. Jeg oplevede elverkongen Gwynn Ap Nudd holdt energien indefra Agartha og fra the Tors supergral, og hvordan han var som en broder til Ashtar, der styrede slagets gang oppe fra kosmos/stjernerne. Det var forståelsen af, at vi alle engang var ET FOLK. Og at denne forening nu igen står for døren. Som om stjernefolket og folket fra indre Jord er rykket tættere på os. Hermed hjælper de os til at træde ind i vores lys og autentisk være den, vi er, her på Jorden. I en fysisk krop og leve harmonisk med hinanden og med Jorden.

Midt i meditationen ved Avebury, forsøger modkræfterne endnu engang at få adgang. Der kommer nogle voldsomme vindstød, der kortvarig får flere af os ud af balance, indtil vi finder nyt fodfæste. Jeg mærker et gys indeni, men siger så i mit stille sind: "I kan tro NEJ!"

Bagefter fortæller en mandlig deltager, at han også havde sat en energetisk troldmandsstav i Jorden: "Thou shall not pass!" Dette var i øvrigt noget, jeg følte, mange af de tidligere tempelriddere og merliner gjorde energetisk og automatisk på rejsen - hver gang der var brug for det! TAK FOR DET!

Efter arbejdet ser vi stedet på egen hånd. Rikke og jeg tiltrækkes til to forskellige sten ved siden af hinanden. Rikke deler, at hun føler, stenene er meteoritter udefra, der skal bringe den oprindelige energi ind fra det stjernesystem, de er sendt fra. For at støtte os her på Jorden. Stenene ikke kan vise sig i deres sande form, men må tage en form, der kan accepteres af jordmenneskets bevidsthed.

Stenene er virkelig mystiske og specielle at se på. Og hver så unik. Jeg får følelsen af, at de er/har været pejlemærker for stjernefolket og deres lysskibe.

Selv har jeg meget svært ved at løsrive mig fra den sten. Jeg er nødt til bare at kramme og kysse den. Hvor end den så kommer fra. Vi afslutter dagen med samling og sang ved Silbury Hill. Vi mærker en smuk og glad Arcturus energi over stedet.

På vejen hjem rammes to af bilerne igen af modkræfter. I begge biler vil vores GPS’er ikke fungere, og vi kommer på ret store afveje og ind i følelse af, at tiden står stille. På en ubehagelig måde. Da vi endelig finder Glastonbury, kan vi se, at the Tor er indhyllet i mørke skyer. Jeg er for udmattet til mere den dag, men Annette og Ulla går derop. De får følelsen af et stort slag på de indre planer. Mørk himmel, men sol der bryder frem under skyerne. Til sidst kommer der ro på. Annette får budskabet: "Kampen er ovre, nu kan I godt slappe af! Dagen er meget symbolsk d. 11. september."

Den 11. september er den dato, jeg fik vist i en drøm for over et år siden. At rejsen til England skulle ligge der, og at arbejdet ville blive afsluttet med en kosmisk indstrømning om natten d. 11. september (mellem d. 11. og 12.). Jeg så også i drømmen, at vi her ville få adgang til den indre cirkel ved Stonehenge.

Selvom vi har spillet en rolle i at facilitere arbejdet, er det hele tiden med bevidsthed om de guider og højere kræfter, der arbejder igennem os, og som er dem, der udfører det, der skal gøres. Det er disse kræfter, der lukker flængen over Stonehenge, ikke os. Vi står bare til rådighed for at lade det ske. Samtidig modtager vi den healing, forløsning og aktivering, som vi hver især har brug for, for at lukke vores egne indre flænger.

Om aftenen pakker vi. Tidligt næste morgen skal vi op og afsted til Stonehenge!

~Mette Holland

Del siden