GRALSREJSEN TIL MONTSERRAT

Montserrat, Spanien 2-6 april 2019

Den sidste morgen ved Montserrat vågnede vi til solskin på bjerget. Energien havde været elektrisk hele natten ovenpå et stort uvejr med lyn, torden og regnvejr, så jeg havde ikke sovet så meget. Kroppen rystede også en smule efter de mange gralsprøvelser.

Nu forstod jeg bedre min nervøsitet før rejsen. Jeg havde ubevidst fornemmet, at jeg ville blive testet på mine akilleshæle. Sådan er det, når man gerne vil genvinde sig selv fuldt, helt og frit. Så må begrænsningerne vige.

Hver dag havde budt på noget nyt. Den første dag var det kontakten til gamle ritualer, der i visse tilfælde er skabt for at undertrykke menneskers glæde og frihed. Forvrænging og fortrængning af lys og sandhed. Sorgen over at blive misforstået, ikke set, og sorg over at være del af et ukærligt og ufrit system.

Vi erfarede, at hvor der har været manifesteret lys, har også mørket gjort sit for at lukke det ned. Sådan er det ved mange kraftsteder. Vi oplevede det især ved den hellige grotte på stedet, men også inde i Basilikaen, hvor vi lyttede til munkenes og drengekorets smukke sang sat ind i et stramt ritual. Ligesom den smukke statue af nonnen Scholistica (Saint Benedicts tvillingesøster) stod i et afsides mørkt kapel. I hånden havde hun sin stav, som symbol på det personlige ansvar og i den anden en fredsdue. Kort tolkning: TAG ANSVAR FOR DEN INDRE FRED OG GUDSFORBINDELSE - uafhængigt af omstændighederne.

Trods kontrasterne ved Montserrat, mærkede jeg accepten af, at vi alle står forskellige steder i livet og i udviklingen. Jeg havde fred med, at nogle vælger og ønsker stramme regler og retningslinier i deres liv. Det skal der være frihed til. Ligesom der skal være frihed og tolerance for de, som ønsker at udfolde sig og blomstre på forskellig vis. Og jeg mindede mig selv og de andre om Martinus ord omkring nødvendigheden af lys/mørke kontrasten for den evige fornyelse af livsoplevelsen.

Torsdag bød på en uforudset udfordring. Efter en smuk dag i høj sol på bjerget med ankring af en fin og blød feminin gralsenergi, gik vores gruppe i opløsning på vej ned ad bjerget. Vi blev væk fra hinanden og fik ikke udført del 2 af gralsarbejdet, som vi havde troet, vi skulle.

Der opstod forvirring i gruppen, og jeg troede først, at det var min 'fejl' som tovholder for turen. Men over de følgende dage gik det op for mig, at denne opløsning var en del af rejsen, for at bringe uforløste temaer/følelser op til overfladen.

Nu fik fik mulighed for at mærke ind i deres personlige lederskab, ansvar og egen sandhed. Hvilket pudsigt nok var temaet for rejsen. Hvis vi havde vidst på forhånd, hvad der ville ske, havde det ikke haft samme effekt. Så evnen til at have tillid blev testet. Samt evnen til at tilgive sig selv og hinanden. Hele gruppen blev prøvet i balancen mellem at stå selv og gå i eget lys, og alligevel dele en fælles intention om at udføre et stykke arbejde for Jorden.

MIN plan havde været at ankre og afslutte arbejdet om torsdagen, hvorefter vi skulle have "fri" til at gå egne veje om fredagen. Istedet blev arbejdet først fuldendt lørdag, den sidste dag, og de to gralsenergier, som blev ankret henholdsvis torsdag og fredag viste sig at være så forskellige, at de netop IKKE skulle ankres på en og samme dag.

Da jeg med enkelte af deltagerne vendte tilbage til toppen af bjerget fredag for at ankre den anden gralsenergi, var dagen og den indre stemning helt anerledes end dagen før. Det var en anden kraft, der skulle arbejdes med. En frihedskraft jeg ikke var klar til dagen før.

Vi vendte tilbage ad en stejl og direkte sti, som gik igennem en magisk skov. Vi blev renset, medens naturens og bjergets energier åbnede sig for os, og vi mærkede urkraften i bjerget på vej op mod toppen St Jeroni. Her var vi omgivet af hvid tåge og blev mødt af en rødkælk, som virkede til at vente på os. Den energi, vi skulle ankre strækte sig fra Jordens kerne helt ud i kosmos. Den var fyldt med kraft, som sætter fri, og fyldt med glæde og opstandelse (opstigningskraft).

Fredag aften og nat kom uvejret og fortsatte rensningen...

Efter morgenmaden lørdag - den sidste dag - kørte vi til Santa Cecilia klosteret for at afslutte gralsrejsen og arbejdet. Før vi satte den endelige healing og integration igang, stod jeg med panden lænet mod et træ, som stod midt i gammelt kraftsted. Her blev jeg vugget let fra side til side og mærkede de to indre poler kalibrere og balancere sig. Den feminine og maskuline. Så urkraften kunne vækkes.

I healingen mærkedes den første gralsenergi til at arbejde med freden og kærligheden i hjertet. Jeg fik et billede af Lady Nadas lyserøde rose. Kærligheden, forståelse overfor og blidhed ved sig selv.

Energien fra toppen af Montserrat var maskulin og fyldt med styrke og kundalinikraft - i en god balance med kærlighed og sandhed. Især havde den vilje og evne til at stå stærkt og sætte fri. Følge sin sjæl og sit kald. En slags excalibur kraft!

Energierne bad vi om at få fordelt i jordens felt og gjort tilgængeligt for alle sjæle, som er klar til at tage imod. Nogle af deltagerne delte bagefter, at de havde oplevet bjerget blive flækket, så lyset og friheden kunne trænge igennem. Samtidig gik bjergets feminine og maskuline poler i balance. Ud af klipperne var der kommet sjæle, som ønskede at bruge den opstigningsstrøm, som vores fælles lyssøjle havde skabt.

Vi oplevede, at vores vej rundt på de forskellige stier havde efterladt lysende spor. Golden liquid light. Og jeg fik en fornemmelse af, hvordan lysarbejderes indsats rundt om i verden gør en langt større forskel, end vi aner.

Da arbejdet var slut, var der stor glæde i os alle. Vi sang, grinede og en måtte endda tage sig en løbetur rundt på hele området af bar glæde. Det var så dejligt. Vi føltes forbundet i gyldent lys på tværs af de individuelle oplevelser og processer.

Da vi kom ned fra bjerget, arbejdet var fuldendt og guiderne begyndte at trække sig ud af mit felt, mærkede jeg hvor hård rejsen havde været ved mig, men også hvor hårde månederne op til rejsen havde været. Der havde været personlige og energetiske angreb, som afspejlede ældgamle tidligere liv. Hvor det at stå for lys og sandhed ofte medførte reaktion fra de mørke kræfter.

Det positive ved de oplevelser, der opstår før en sådan rejse er, at de hjælper os med at slippe og rense gammel urfrygt. Intet er så slemt, at det ikke er godt for noget.

Det var, som om jeg kollapsede fysisk og psykisk, da alt var veloverstået. Resten af dagen og på flyturen hjem kom der mange tårer. Heldigvis var jeg omkranset af mennesker, som kærligt forstod og støttede.

Vel hjemme igen, måtte jeg anerkende mit mod til at gå vejen - den vej som er kun min - ligesom andre må gå deres.

KH Mette

Del siden